Der burde egentlig hedder Tekstens Tegn og så pausa.
Teksterne, som vi læser, er forsynet med et visuelt “nodeblad”. Et partitur.
Overordnet er der to systemer. Et for den fortællende tekst og et for prosatekster. Det skal jo aldrig være nemt!
Der udover er der to forskellige, i hver kategori. Domini og Servi. Herrens og slavens. Det kaldes accentuering og derfor accentus domini og accentus servi. “Dominaen” er adskillende og “slaven” er forbindende,- spøjst ikk?
PS. Her kommer der en sprogfælde for nogle. Der iblandt også mig (i starten, eller faktisk et godt stykke hen ad vejen). De kaldes også disjunktive og (#holdnufast) konjunktive accenter. PLOB! Hvilken konjunktiv? Det har intet med konjunktiv at gøre. Det findes overhovedet ikke på hebraisk. Her findes kun opfordringer udtryk i imperfektums jussive og kohortative form. Derfor er den betegnelse helt vild uheldig!
ETYMOLOGI: Ordet konjunktiv kommer af latin modus conjunctivus egl. ‘den forbindende måde’. Kilde: Den Store Danske.
Let´s go!
Det er ikke sikkert, at alle synes dette her er værd at bruge sin tid på, men jeg vil påstå, at der ligger en skjult skat her.
Hvis disse tegn kan tydes bare en smule, er man godt på vej til at få én forståelse af teksten og en mulighed for at tygge den i mindre bidder (jeg skriver én forståelse, da dette er jo et fortolkningspørgsmål. Se længere nede om masoreterne).
LEVEL 1
EXO 3,3
Her er et samlet vers.
Som det trænede øje kan se har vi konsonanterne, vokaltegn og “noderne”.
Der er to vigtige tegn. Her det på en måde det “mindst vigtige” Silluq i slutningen af et vers. Når jeg siger, at det er det mindst vigtige, er det fordi vi har versinddelingen at forholde os til, så det er på en måde overflødigt på dette niveau.
Her er det dog allermest vigtige tegn. Atnah. Det ligner en åregaffel, på hovedet. Eller et bryst. Eller Lille Pers hat.
Det er vigtigt tegn, da det deler verset op i to. Så nu har du delt verset op i 2 dejlige og lige vigtige dele.
LEVEL 2
Her er der;
– et tegn ved det første ord
– et tegn oven på det andet ord
– et tegn under det tredje ord og under det andet ord i det tredje ord ;-): de hænger jo sammen med stregen for oven
– og det andet sidste ord har også et tegn oven over ordet.
Næste linje har;
– et tegn under det første ord
– et tegn under det andet ord
– atnah under det trejde ord
– Det fjerde har også et tegn under sig
– det har det femte og det sjette også 😉
– det slutter med silluq
LEVEL 14
- sfsk
- gkrf
- sfsk
- gkrf
PAUSA
Pausa er en joker. Det er en form, der ser underlig ud og står til sidst i en sætning har gerne en silluq eller sof passuq. Ligeledes findes den også ved atnah, segolta, zarqef parvum, zaqef magnum, tifha og olæ wejored. Altså kan vi finde den ved accentus domini (de adskillende tegn).
Masoreterne
Af ordet masorah מסרת og betyder tradition eller bindende.
Disclaimer: Samlet helt frit fra en masse steder, og sikkert ikke helt korrekt. KSI
Det vi ser i dag foran os, er en tre-trins-raket. Først kom konsonanter, derefter vokalerne (og vers-inddelingen) og til sidst accentueringen (også kaldet “noderne” her)
Så i forhold til noderne er der en god historie.
Fra det sjette til det tiende århundrede arbejdede en gruppe/et par slægter med at forsyne teksten (Det Gamle Testamente) med vokaler. Senere kom så “noderne“. Så jeps! Før det var det bare konsonanter. Ben Asjer-klanen havde selvfølgelig et medlem, der hed Aron, der blev en popstjerne inden for dette felt, da han samlede en del af de optegnelser, der var blevet omhyggeligt indsamlet og nedskrevet. Så hvis du synes hebraisk er svært at lære, så tænk på dem. De sad med lup og tælletræer i flere hundrede år.
PS. Alt dette foregår på nogenlunde samme tid, som den sidste del af Jernalderen (år 500-800) og derefter Vikingetiden( år 800-1050) i Danmark. Just saying!
Cultivating Biblical Hebrew 